Jeg fik sådan en lyst til at dele noget med jer. Noget personligt. Dele om en tid som fylder en stor del af mit liv og som har været hemmelig og skamfuld. En (for det meste super svær) tid der har stor betydning for den jeg er i dag, for hvor jeg er og hvad jeg arbejder med.

Mine personlige erfaringer med kosten, min passion, min drivkraft og den viden jeg har fået gennem min uddannelse er det det gør at jeg tør sige jeg er dygtig til det jeg laver. Nemlig til at coache og hjælpe mennesker mod et sundt forhold til mad.
Finde et sted hvor det er muligt at slutte fred med kosten og finde balance i en sund livsstil.
Jeg har nemlig selv gået den vej.

MEN LAD OS STARTE VED BEGYNDELSEN…

Det er svært at sætte ord på hvordan det har været, i 14 år. Og hvordan den stadig fylder og er en del af mig… Det er svært at dele. At være ærlig overfor sig selv. Men det er sundt.
Jeg tror på, at det er vigtigt at vise sine skyggesider. Især i den her tid hvor alt skal være så perfekt.

HUSK!
”Det er den læring vi gør os i de svære tider, der er med til at skabe de momenter hvor vi finder lykke og glæde. Det er med til at forme os som mennesker.”

Måske tænker du, hvorfor skriver hun ikke ”sådan kom jeg ud af min spiseforstyrrelse” eller ”dengang jeg var spiseforstyrret”, og det skal jeg fortælle dig!
Det er fordi at spiseforstyrrelsen altid vil være en del af mig, det har jeg måttet erkende.

Vi har gennem tiden udviklet et meget nært forhold, spiseforstyrrelsen og jeg, på godt og ondt. Jeg har lært den rigtig godt at kende. Den er en del af mig, men vi ser mindre og mindre til hinanden og jeg bukker ikke under for dens krav længere.

Jeg kan mærke når den kommer på besøg, men nu har jeg lært at forstå hvornår og hvad der er med til at gøre det.
Det føles lidt som om at en ”fjende” eller ”en man på ingen måde gider møde” træder (tilnærmelsesvis uventet) ind i rummet. Og hvad gør man der? Først bliver der helt stille. ”Åh nej, hva’ gør jeg nu” – den tanke er egentlig et tegn på at være bevidst, hvilket er lige det man skal være, hvis man ikke skal give efter. Derefter er det vigtigt at jeg anerkender dens tilstedeværelse, men beslutter mig dernæst for at blive i mit eget. Blive hos mig selv, ikke adlyde dens befalinger og derefter lader jeg den passere.
Det er så svært, men det bliver lettere!

For mig er det vigtigt at huske: ”jeg er ikke mine tanker, jeg er ikke mine følelser. Jeg er først når jeg adlyder dem og det er MIT valg at sige fra”
 

MIN HISTORIE

Der er intet endegyldigt svar på hvorfor man udvikler en spiseforstyrrelse.
Jeg giver ikke nogen skylden for hvorfor jeg udviklede den adfærd, men jeg ved det bundede i et forsøg på at finde stabilitet. Min barndom var ikke altid helt nem, man kan sige den var en smule hektisk.
(Jeg flyttede uendeligt meget, 6 forskellige skoler, 20 forskellige adresser, jeg udviklede meget tidligt skærpede antenner og oplevede både mobning og svigt)
Et ustabilt fundament, en udfordrende start på livet.
Vi har alle en historie.

Dette udgangspunkt led til en søgen efter at få kontrol og skabe stabilitet.
Men hvor kunne jeg finde den? Noget jeg selv kunne styre var i hvert fald hvad jeg kom i munden.

DET HELE STARTEDE
- engang i folkeskolen, omkring 7 klasse. Jeg blev mobbet i de første klasser, på de mange forskellige skoler jeg gik på, for at være tyk, tale svensk, være rødhåret, hedde Ninni, have fregner.
Åh, børn kan være så onde overfor hinanden…
Jeg mindes jeg altid prøvede at grine med. Det var mit forsvar, at være klassens klovn.
Men jeg ved at jeg tog det ind. Det satte sine spor. Især i den måde hvorpå jeg ser mig selv.
Jeg husker at jeg meget tidligt hadede min mave. Jeg gik i alt, alt, alt, for stramme bukser for at skjule den. AD, hvor var den ulækker. I en alder af omtrent 12-13 år skete der noget, her fandt jeg ud af at hvis jeg kunne kontrollere mit indtag af mad, så kunne jeg også kontrollere min vægt og min krop. Den kontrol gav mig lidt af et kick. Det tog hurtigt fat og det tog hurtigt overhånd.
Det udviklede sig til alt fra anorektiske perioder, til ortoreksi, bulimi, BED og overtræning.

I de næstkommende år satte jeg (sindssyge) krav og regler op for mig selv.
Jeg lavede skemaer over hvordan jeg skulle spise, hvornår og hvad jeg måtte spise og hvordan jeg skulle træne. Det var sjældent noget jeg kunne holde i længere tid. Det betød at jeg hver aften lovede mig selv at jeg i morgen ikke må spise noget.
Jeg satte mig selv op til at fejle, og når det skete, så skulle jeg straffes.
Det var enten med sultestrejke, opkastninger og/eller træning. Den psykiske del, den var næsten den værste. Den måde jeg kunne snakke til mig selv på. Det var ganske enkelt forfærdeligt. Jeg var intet værd i mine egne øjne, og jeg fortjente at ikke at have det godt.

ANOREKSI, ved de fleste af jer nok hvad betyder. Men, det er simpelthen hvor man ikke spiser eller man indtager ekstremt små mængder. Disse perioder holdte ikke så længe for mig, jeg bilder mig selv ind det er fordi jeg er for madglad, men det ved jeg godt ikke er sandheden. Jeg lærte bare at jeg kunne kaste maden op igen.

ORTOREKSI er hvor man har en ekstrem kontrol over sit indtag. ALT skal overvåges. Der er regler for hvad man må spise og alt skal tælles. Tælles i kalorier, fedt, kulhydrater og protein. Jeg kunne ikke spise ude eller sammen med folk, med mindre jeg selv havde lavet maden, så jeg vidste præcis hvad den indeholdte. Jeg kunne ikke købe noget uden at der var et næringsindhold bag på. Min familie turde faktisk ikke lave mad til mig, hvilket jeg kan mærke stadig fylder i dag.  

BULIMI, der kaster man op efter man har spist. Jeg blev rigtig god til at kaste op. Det kunne jeg gøre uden nogen opdagede det. Det gik lige så hurtigt som skulle jeg bare ud og tisse. At kaste op gav en form for frihed fra skyldfølelsen. Som om at man kunne starte forfra. En “reset button”. I de helt slemme perioder, så gik det fra overspisning til opkast, overspisning, opkast, derudaf...
Jeg lærte til sidst hvilke madvarer jeg skulle vælge for at jeg kunne spise mest muligt og kaste det hele op igen.

BED står for ”binge eating disorder”, som betyder (kæmpe) overspisninger. Jeg kunne spise så meget at jeg til sidst ikke kunne trække vejret. Mindes jeg var tæt på at besvime engang. Jeg nød at planlægge mine overspisninger, det gjorde mig helt høj. Hvilket nok også er årsagen til at man går hen og bliver ”afhængig”.

OVERTRÆNING. Det ligger lidt i ordet. Det er perioder hvor man prøver at kompensere sit madindtag og overspisninger med at træne, op til flere gange dagligt. Træningen blev en ekstrem pligt, og målene var uopnåelige. Jeg kunne ikke andet end at fejle. Hvilket betød jeg så kunne straffe mig selv, og sådan fortsatte det i mange år. 

JEG HAR NOK ALTID VIDST

- at det ikke var den rigtige måde at leve på.
Det var ikke sådan man skulle have det med mad! en jeg kunne simpelthen ikke slippe kontrollen. Jeg ville så gerne være en af dem der kunne tage på cafe og bestille et stykke kage til deres kaffe, nyde den (uden at tænke på at kaste op), måske ikke engang spise op. ”Levne? HOLD NU OP! Hvem kan det?!” - Ej hvor ville jeg bare være en af dem.
(Det kan dog stadig være svært, men det er på en helt anden måde den dag i dag)

Jeg ville så gerne kunne have mad derhjemme. Jeg ønskede bare at være en af dem der havde fyldte skabe, med alt fra müsli, til nødder, mørk chokolade, nøddesmør og måske også lidt is i fryseren…  Jeg ville gerne kunne hælde lidt olie på panden til stegning, kokosmælk i suppen, spise en salat med dressing, en bolle med ost eller købe en sandwich, uden at det var forkert! Jeg ville gerne, en eller anden dag, kunne bestille en brunch eller en pastaret, og være helt okay med det!
Det var bare så svært, jeg kunne ikke kunne få mig selv til det. Det ville jo ødelægge alt!
Enten ville det medføre flere dages straf eller også ville det være en ”trigger” for en overspisning…

FORHOLDET TIL MIG SELV OG MIN KROP

Jeg måtte erkende at det ikke kun var maden det handlede om.
Med min kandidatgrad i ”mad” (og nok os før) havde jeg viden nok til at forstå kalorie ind og kalorie ud. Jeg vidste godt hvordan jeg skulle spise! Men jeg kunne simpelthen ikke ændre synet på mig selv og mine ekstremt gode undskyldninger.
Jeg var så optaget af at skulle være perfekt. I dag kan jeg se, at med så dårligt selvværd, så var det lige meget hvordan jeg så ud.
Det ville aldrig være godt nok, jeg ville aldrig være god nok.
Jeg mindes tydeligt da jeg i 2015 kommer hjem fra en lang rejse, hvor jeg havde ligget syg i flere dage. Her står jeg foran spejlet og tager et billede og tænker: ”ad hvor er du klam og tyk”. Jeg har stadig billedet og mine ribben stikker ud. Men det så jeg på ingen måde.
Mit selvbillede var helt forvrænget. 

MAD I FOKUS

I mit forsøg på at kontrollere mit indtag, begyndte jeg at interessere mig mere og mere for madens indhold. Den interesse var også det der fik mig til at vælge min uddannelse.
Jeg har altid været god til tal, så der gik ikke lang tid før jeg havde styr på hvad alt indeholdt. Stadig i dag, ved jeg hvad de fleste madvarer indeholder af kalorier, fedt, kulhydrater og protein. Dette var på godt og ondt, for med den viden fik jeg et kick af at stramme tøjlerne yderligere. 

FOR CA. 6 ÅR SIDEN

- fik jeg en interesse mindfullness, yoga og meditation. Det gav mig en helt ny måde at se mig selv og min krop på. Men, det tog tid. Jeg havde ingen ide om, at det var mit ”kald” at det var den ”connection”,”body and mind - connection” jeg skulle lære (udover at kunne få benene på nakken). Jeg begyndte at mærke min krop, lytte til den, øve mig i at aflæse dens signaler og tænke i helhed.

Mange af os glemmer ofte at være tilstede i vores krop. Det er som om vi ”dis-connecter” fra halsen og ned. Sult og mæthed er en fysisk følelse, men for mange er den også psykisk. Den er styret af vaner (f.x. klokkeslæt) og lyst/cravings. Når vi spiser, er det som oftest med udgangspunkt i at tilfredsstille ”hovedet” og ikke ”kroppen”.

En kombination af mindfulness, min uddannelse og interesse for adfærdsændring og funktionel medicin (hvordan vi kan bruge kosten som medicin før vi bliver syge), gjorde at jeg fik øjnene op for hvordan maden kunne hjælpe mig til at få det bedre i min krop.
Det gav mig det skub jeg havde brug for.
Jeg forstod først her hvor vigtig jeg er. Hvor vigtigt mit forhold til mig selv og til min krop er. Kroppen skal bære os resten af livet, vi har kun én. Derfor skal vi give vores krop energi til at kunne det på bedste vis.
Jeg øver mig stadig hver dag, i at lære at elske min krop med alt hvad den er. Det er en proces og den er vigtig!

I DAG
- vil jeg næsten være så ”skør” at sige, at jeg ikke vil være den tid foruden.

Jeg har lært så meget om mig selv, det har været hårdt!. Men hvor er jeg blevet vis.

“Jeg tror på at vi skal se problemer som udfordringer, og udfordringer som en mulighed for at lære.”

I dag har jeg lært at leve med min spiseforstyrrelse og anerkendt at den altid vil være en del af mig. Dog er den det i en mindre grad. Den kommer oftest på besøg når jeg er allermest udfordret på energi og selvværd. Det er derfor vigtigt at jeg er bevidst, lytter, anerkender holder fast i mine gode rutiner, så får den ikke fat.

Dette er en lille del af det store billede. For nu er jeg et sted hvor jeg har et sundt forhold til min kost. Jeg har skabene fyldt med lækkerier, kan have en peanutbutter i køleskabet, noget mørk chokolade på hylden og is i fryseren, uden at det går hen og skaber en træng til destruktiv adfærd.
Jeg går ofte ud og spiser, både boller med ost, pasta, pizza og salater. Jeg vælger det JEG har lyst til, hele mit jeg (krop og sind), med fornuft, lytter og stopper når jeg ikke er sulten længere.

Hold nu op hvor er det bare fedt! Så fedt at mærke hvordan min krop nyder at jeg er god ved den!

Jeg er så taknemmelig for at være kommet hertil, og på en underlig vis er jeg næsten stolt af at det har været og stadig er en del af mig.
Jeg er især stolt af hvor jeg er i dag og at jeg har kæmpet kampen. 

Spiseforstyrrelsen har været min måde at kompensere for manglende stabilitet i min barndom. Det har på en måde været min tryghed og en form for redning.
Den har senere beriget mig med en læring jeg aldrig havde fået på anden måde.
De erfaringer jeg har gjort mig og min uddannelse, gør at jeg står jeg stærkt i mødet med mine klienter. Jeg kan relatere og spejle mig i store dele af de udfordringer de står i og dem de møder på rejsen mod et sundt forhold til mad.
Jeg ønsker at hjælpe så mange som muligt med at lære at elske sin krop.

Det tager tid. Små sikre skridt. Pludselig er man kommet længere end man aner. 

Det blev et langt, personligt og hudløst ærligt indlæg.
Jeg håber du har fundet det interessant at læse, måske har det kunne give lidt stof til eftertanke, måske endda inspirere.
- Tak for at læse med! :)